Lyd og skrift

Orddelene (morfemerne) skrives også med andre tegn end højrecifre, mest store bogstaver. De smelter sammen til ord. Reglerne for hvordan kan formuleres enklere hvis man først har gjort sig klart hvordan et skrevet grønlandsk ord overhovedet kan se ud.

Det grønlandske skriftsprog er baseret på talesproget på den centrale del af vestkysten, fra Paamiut (Frederikshåb) til Sisimiut (Holsteinsborg). Samuel Kleinschmidt udformede en meget konsekvent retskrivning og beskrev den i sin grammatik (1851) og ordbog (1871, K her). Fra 1973 har man indført en ny retskrivning som er en mekanisk forenkling af Kleinschmidts gamle, og som ligger nær ved udtalen.

Grønlandsk har kun tre vokaler (selvlyd): a, i og u. i,u skrives med bogstaverne e,o når næste bogstav i samme ord er q eller r. Vokalerne forekommer også lange; det angiver man ved at skrive bogstavet dobbelt: "aa", "ii" ("ee"), "uu" ("oo"). Som sidste lyd i ord forekommer desuden langt a med i-udlyd, skrevet "ai".

Der kan godt stå to vokaler ved siden af hinanden i et grønlandsk ord; men de kan ikke være former af samme grundvokal (a/i/u), og den første kan ikke være en form af a. To ens vokaler smelter sammen til én lang, og "a" + "i,u" -> "aa" (men "a" plus ordfinalt "i" -> "ai"). Hvis den første vokal er lang, indskyder man normalt et adskillende "v" eller "j"; "v" er det almindeligste, men "j" indskydes foran u og normalt efter "aa" < "a" + "i", samt mellem præfikset aa9 og pegestammen av6: "aajanna". Mellem i,u og anden vokal udtaler man et svagt j hhv. v, men man skriver dem ikke.

Der forekommer også nogle tilfælde af "i" + "u" -> "ii". I Østgrønland, Sydgrønland og Upernavik i nord sker det regelmæssigt at u -> i når vokalen i den foregående stavelse ikke er u (eller aa < a+u) og der ikke står en labial konsonant (p,m,v) imellem de to vokaler. En konsonant med labial komponent, dvs. af "p" eller "m" + en anden konsonant (se nedenfor), blokerer også denne vokalovergang. Og i Sydvestgrønland (Kap Farvel) kan den ikke ske i to stavelser efter hinanden. ittoorpoq (gammel retskrivning igtôrpoq) -> itseerpoq og igtoortoq -> itseertoq, ikke itseerteq. Reglerne er formuleret af Jørgen Rischel (1975, 2009), se [grammatik]Grønlandske grammatikker.

Oprindelig havde grønlandsk to i'er, som vi kan kalde i.1 og i.2 . i.1 viser sig altid som i, men i.2 (skrevet I eller E i morfemerne) kan forsvinde mellem konsonanter eller vise sig som "a" (foran vokal m.m.). Et bogstav i,e ved siden af et vokalbogstav kommer aldrig af i.2 . Eskimoiske sprog i Alaska har neutralt "e" hvor grønlandsk har i.2 . I dansk (men ikke f.eks. i svensk) har alle bøjningsendelser fået det samme neutrale "e". I låneord gengiver grønlandsk ofte dansk neutralt "e" med "a": "ruusa" '(en) rose'. Danske ord som ender på konsonant tilføjer derimod gerne "i" når man låner dem til grønlandsk: "filmi" '(en) film'.

Grønlandsk har 14 konsonanter (medlyd):

labial alveolar velar

front back

lukkelyd p t k q

nasal m n ng r(ng) [nr]

lateral l

hæmmelyd v s j g r

Ved udtalen af lukkelydene er der på et tidspunkt lukket helt af for luftstrømmen fra lungerne. Nasalerne udtales med åbning gennem næsen, lateralen med åbning ved tungens sider. Nasaler er altid stemte, lukkelyd altid ustemte. Ved udtalen af hæmmelydene er der en indsnævring i munden; s er altid ustemt.

Der forekommer også en ustemt hæmmelyd "h" i begyndelsen af enkelte udråbsord. Indsnævringen er mellem stemmelæberne, så h's plads i skemaet ville være til højre for r i en ny søjle.

Betegnelserne for artikulationssted er fra latin og/via engelsk. Labiae er læberne, alveolarranden er ganeranden bag fortænderne (i overmunden), og velum er den bløde (bageste) del af ganen.

Også konsonantlængde angives i almindelighed ved at man skriver bogstavet dobbelt:

labial alveolar velar

front back

lukkelyd pp rp tt rt ts kk qq

nasal mm rm nn rn nng rng [nnr]

lateral ll rl

hæmmelyd ff rf ss rs gg rr

Langt ng skrives dog "nng", og langt v skrives med bogstavet f. Labiale og alveolare konsonanter forekommer også lange med r-komponent, skrevet som "r" + konsonantbogstav; denne r-komponent høres kun som en ændret (tilbagetrukket) udtale af den foregående vokal. (Husk at i,u skrives med bogstaverne e,o når det næste bogstav i samme ord er q eller r.) j forekommer ikke lang; til gengæld er der et langt t med s-udlyd, skrevet ts. Lukkelydene udtales ikke med afsluttende pust (affrikation) som i dansk; men t foran i gør, og "tt" bliver her altid til "ts". Lang hæmmelyd og lang lateral er ustemt(e) og hvislende ligesom s.

[nr] og [nnr] er blot mine forslag til tegn for nasalen der udtales samme sted (back velar) som q og r. Retskrivningens "rng" betegner oftest den lange lyd, som er hyppigst. Den korte skrives "q-" eller "r" eller "rng": "sooq-una = soor(ng)una" 'hvorfor (spørger du om) det = naturligvis'. Man kan også høre et nasaliseret r (= hæmmelyd med samtidig åbning gennem næsen) i stedet for kort nr.

Et grønlandsk ord kan kun ende på vokal eller kort lukkelyd, og det kan kun begynde med en af de samme lyd eller med kort m/n/s. Der forekommer ikke to konsonanter ved siden af hinanden i grønlandske ord; det undgås, eller de smelter sammen til én lang. I almindelighed bliver resultatet en lang udgave af den konsonant der står sidst: k + rp = k + (p)p -> "pp". Men hvis kun den ene konsonant er p/k/q, får man en lang udgave af den anden: k + l = l + k -> "ll". Den resulterende konsonant får r-komponent hvis den første har det eller hvis en af dem er q: q + l = l + q -> "rl". m + q og n + q bliver dog ofte til "rng" i stedet for "rm" hhv. "rn", formentlig via mellemstadiet m,n + [nr].

Sproget undgår (1) lang konsonant + konsonant, og også (2) k/q + velar konsonant (uanset rækkefølgen). Det første ser vi f.eks. når det hedder "ernerup" ernEq4.#°p0 (e,g), ikke "ernup" (rn+q) eller "errup" (rn+r) med bortfald af E = i.2 foran endelsens vokal. Det andet ser vi bl.a. når det hedder "karra" kangEq4.a0 (e,3ie,n), åbenbart via et mellemstadium kangEra; ng + q ville give langt ng med r-indlyd, men det findes ikke ("rng" betegner [nnr] eller [nr]). Stammeudlydende k/q forsvinder simpelthen når man tilføjer noget der begynder med en velar konsonant (men q + g -> "r"). Det er derfor ikke nødvendigt at skrive "-" mellem "." og q eller k. Og heller ikke mellem "." og ng, når man gør opmærksom på at -k (eller muligvis -t) + deverbalt .ngavoq i nogle tilfælde bliver til -nngavoq: tunngavoq, nipinngavoq.

I centralvestgrønlandsk skelner mange stadig mellem to s'er. Vi kan passende kalde dem s.1 og s.2, idet de skrives med "s" hhv. "ss" i gammel retskrivning (som betegner længde på anden måde end ved dobbeltskrivning, se nedenfor). s.2 udtales med tungespidsen bøjet lidt tilbage ('retroflekst'), og andre eskimoiske sprog har en stemt hæmmelyd (j eller retroflekst z) hvor grønlandsk har s.2 . Det gengiver tungespids-r f.eks. i låneordet "musaq" 'gulerod' (jvf. norsk 'mura'). Og vi har s.2 i nogle hyppigt forekommende morfemer hvor man ville vente "t" afsvækket til stemt hæmmelyd (ð som d i dansk 'flade'): "igasoq" iga2.Toq4.¤0 (e,n) '(en) kok'. Ordindlydende "s" er s.1 undtagen i den lydmalende stamme seeq2 'syde, futte' (som friske pilekviste, "siit", når man lægger dem på ilden). "ts" har altid s.1 .

I kontakt med i.1 bliver t hyppigt til s.1 . tt bliver normalt dog til "ts" efter i.1, og som ovenfor sagt bliver det til "ts" foran ethvert i. I Nordgrønland (Aasiaat [Egedesminde] til Uummannaq) bliver rt dog ikke til rs(.1) efter i.1, og foran a,u har man dér tt i stedet for "ts". (Et andet karakteristisk træk ved nordgrønlandsk er at "g" og "ng" dér er blevet til den samme nasaliserede hæmmelyd.)

De to s'er opfører sig meget forskelligt ved forstærkning, se [grammatik]Sammenføjningsregler (4). "s" = s.1 forstærkes (ligesom "j") normalt til ts: "natsat" nasaq4.#°t0 'huer, hatte'. "s" = s.2 forandres normalt ikke: "igasut" iga2.Toq4.#°t0 (f,) 'kokke'. I enkelte tilfælde forstærkes "s" = s.2 dog til "ss": "qissivoq" 'finder noget drivtømmer' ("qisuk" 'træ'). I filerne i er stammerne opdelt i en konstant del og en variabel del: na saq4, igaso q4, qi zuk4.

Når man giver et ord via trykknappen [+-], bliver Ordbogeeraq = (Ose)P vist i Samuel Kleinschmidts retskrivning, se [vejledning]Ordbøgerne. Den gengiver (som ovenfor sagt) s.2 med tegnet /ss/. Længde kan angives med accenter over vokalbogstav: /â/ = "aa", /ák/ = "akk", /àk/ (egentlig med tilde: /ãk/) = "aakk". Den gamle retskrivning har ikke gennemført sammensmeltningen af nabovokaler og af nabokonsonanter, så man møder kombinationer som /ai (også inde i ord), ae, ao, au/ = "aa", /gk, vk/ = "kk", /ngm, vm/ = "mm". q,Q skrives som /k uden stang, K'/. Langt l skrives med /dl/: /tdl, gdl, vdl/ = "ll", /rdl/ = "rl". Ordfinalt i,u (men ikke "i" i finalt "ai") skrives med bogstaverne e,o ligesom foran bogstaverne q og r i samme ord. I nogle tilfælde skrives der "v" mellem u og anden vokal.

I Ordbogeeraq betegner /l'/ et l (< norsk tungespids-r) der udtales samme sted som s.2 : /pal'áma/ = "pal(')amma" 'pram' (se "usingiaassuaq").